Skip to content
Cart

Dansk Nyheds Update

FRICHS Firkant i dekoreret udgave – første kig og Heljan Danmark-nyt

FRICHS Firkant i dekoreret udgave – første kig og Heljan Danmark-nyt

Fran Burke

Det har været en travl periode hos Heljan, efter at vi er blevet en del af Accurascale-familien. Vi er fuldt ud klar over,at vi har været meget stille på vores hjemmemarked i Danmark, når det gælder vores H0-modeller. Det beklager vi, men vi kan forsikre jer om, at vi har arbejdet intensivt på at tilrettelægge vores fremtid, lægge langsigtede og ambitiøse planer samt videreudvikle både tidligere annoncerede og helt nye H0-modeller. Først på programmet er den længe ventede FRICHS Firkant. Nu er vi glade for at kunne give jer en status på denne helt nye H0-model og for første gang vise de færdigdekorerede prøvemodeller. Men før vi ser nærmere på modellerne og fortæller om udviklingen, vil vi først kigge tilbage på de originale lokomotivers historie – og forklare, hvorfor vi er så begejstrede for netop denne model. Historien om udviklingen af FRICHS Firkant diesellokomotiver I 1924 indledte lokomotivfabrikken FRICHS et samarbejde med jernbanevognsfabrikken Scandia. I 1926 byggede Scandia det første dieselelektriske lokomotiv med karrosseri i teaktræ og dieselmotor leveret af FRICHS. Samarbejdet resulterede frem til 1932 i levering af 15 diesellokomotiver og 14 motorvogne efter samme grundkoncept: ni lokomotiver og otte motorvogne til privatbanerne samt seks MR-motorvogne og seks MT-lokomotiver til DSB. Sidstnævnte var DSB's første dieselelektriske lokomotiver. I 1932-33 blev yderligere fire MQ-motorvogne leveret til DSB og to til privatbanerne. Det første diesellokomotiv, som FRICHS selv konstruerede, var litra MV, leveret til DSB i 1929. Karrosseriet var monteret på pladerammer som på damplokomotiver og udført i aluminium. MV var udstyret med bagagerum, dampvarmekedel, vakuumbremse og trykluftbremse. Generator og trækmotorer blev leveret af TITAN. Den 420 hk stærke dieselmotor var nyskabende med trykforstøvning og to faste omdrejningstal. Tophastigheden var 80 km/t. I 1947 blev motoren udskiftet med en kraftigere 500 hk-version, og MV blev udrangeret i 1955 efter 26 årstjeneste. På mange måder dannede MV grundlag for FRICHS; efterfølgende produktion af diesellokomotiver frem til 1938. I juni 1930 modtog FRICHS en ordre på syv lokomotiver og seks motorvogne til Statsbanerne i Siam. Da ordren blev vurderet som for lille, tilbød FRICHS samtidig DSB to nye diesellokomotiver: ét på 450 hk svarende til MV-lokomotiverne samt en kortere udgave baseret på Siam-lokomotiverne med fire drivaksler fordelt på to bogier. Kontrakten med DSB blev indgået i efteråret 1930 og omfattede to lokomotiver af litra MX med fire drivaksler og en samlet motoreffekt på 2 × 450 hk ved 600 omdr./min. Ligesom MV var karrosseriet monteret på pladerammer, men udført i stål. MX-lokomotiverne blev udstyret med automatisk dampvarmekedel samt vakuum- og trykluftbremser og blev sat i drift i marts 1932. Målet var en månedlig kørsel på 10.000 km pr. lokomotiv. Problemer med varmekedlerne og utætheder i motorerne medførte dog betydelig værkstedstid, men allerede i sommeren 1933 nåede hvert lokomotivomkring 8.000 km om måneden. Forbilledet for HELJANs model – FRICHS-lokomotiver med 410 hk I 1934 modtog Lollandsbanen de første to femakslede lokomotiver, M 8 og M 9. De lignede lokomotiverne fra Fjerritslev-Frederikshavn Jernbane, men var længere og havde automatisk dampvarmekedel i stedet for bagagerum. Lokomotiverne blev leveret i en karakteristisk gul/beige bemaling over midten af karrosseriet og fik hurtigt tilnavnet "Kanariefuglene". De blev leveret med vakuumbremse og udveksling til 85 km/t. I modsætning til de øvrige "Firkanter", som benyttede 65 V batterier, blev M 8 og M 9 udstyret med 110 V batterier, fordi Lollandsbanens lade-anlæg krævede dette. I 1952 blev lokomotiverne ombygget med trykluftbremser og buffercylindre, mens dampvarmekedlen blev fjernet. I stedet anvendtes ombyggede post- og bagagevogne med dampkedel til opvarmning af persontogene. Samtidig blev højre førerhusdør blændet for at mindske træk. Ved en hovedrevision sidst i 1960;erne blev M 8 om-lakeret i rødbrun, mens M 9 beholdt sin oprindelige bemaling. I 1936 anskaffede Aalborg-Hvalpsund Jernbane (AHB) og Aalborg-Hadsund Jernbane (AHJ) hver et femakslet lokomotiv: AHB ML 3202 og AHJ ML 5203. Disse lokomotiver adskilte sig ved kun at have én dør på hver side direkte ind til maskinrummet. De blev bygget uden frontdøre og leveret med vakuumbremser og oliesmurte Peyinghaus-glidelejer. Tophastigheden var 80 km/t. Under Anden Verdenskrig blev AHB ML 3202 ombygget til drift med naturgas. Da anlægget blev fjernet i 1945, og dieseldriften genoptaget, fik lokomotivet monteret to ekstra tagkølere. I 1952 blev begge lokomotiver ombygget med trykluftbremser. Batteriafbryderen blev flyttet til en fordybning på højre side, dieselpåfyldningen flyttet bag en luge på venstre side, og der blev monteret sneplove under førerhus 1. I1960'erne fik lokomotiverne gummifattede frontruder, og den nederste frontlygte blev flyttet til venstre side. Den daglige drift De femakslede FRICHS-lokomotiver viste sig at være særdeles driftssikre. Motorproblemer forekom dog af og til, primært på grund af materialekvaliteten i 1930'erne. Lokomotiverne blev hovedsageligt anvendt til blandede tog med stykgods, vognladningsgods og passagerer på privatbanerne. De trak også lange persontog, skoletog, tunge godstog med brændsel til byerne og gødning til landbruget. På Lollandsbanen kørte M 8 og M 9 gennemgående persontog mellem Nykøbing Falster og Nakskov. Efter leveringen af de 750 hk stærke FRICHS "Marcipanbrød" M 31 og M 32 i 1952 blev "Firkanterne" hovedsageligt anvendt til mindre person- og godstog. Ved driftsforstyrrelser på MaK-lokomotivet M 33 (leveret i 1958) blev de desuden anvendt i dobbelttraktion foran tunge godstog. På Aalborgbanerne trak "Firkanterne" især de større persontog, indtil skinnebusser og FRICHS "Marcipanbrød" blev indført omkring 1948-53. Herefter blev damplokomotiverne udfaset, og "Firkanterne" overtog en stadig større del af godstrafikken, herunder tørvetransporter. Alene i april og maj 1953 blev der kørt 44 ekstratog med omkring 1.000 godsvogne med tørv fra Lille Vildmose (Gudumholm) til Aalborg Portland i Rørdal. FRICHS-lokomotiverne fra 1930'erne opnåede en levetid på 40-50 år – bemærkelsesværdigt for en konstruktion udviklet uden tidligere serieproduktionserfaring og med datidens nye og uprøvede teknologi. Indførelsen af FRICHS-lokomotiverne reducerede både energi- og vedligeholdelsesomkostningerne betydeligt ogmedvirkede til, at damplokomotiver næsten helt kunne udfases på privatbanerne. Sammen med Scandias skinnebusser spillede de en afgørende rolle for, at mange privatbaner overlevede ind i 1960'erne. Flere af disse baner eksisterer stadig i dag – dog under andre navne. Modellen Vores H0-model er hovedsageligt udført i trykstøbt metal og har en trækkraft, der overgår forbilledets. Modellen gengiver de elegante linjer på disse tidlige danske diesellokomotiver og omfatter de karakteristiske detaljer, der ændrede sig gennem lokomotivernes lange levetid. Vi er i øjeblikket ved at gennemgå de seneste prøvemodeller og har bedt fabrikken om en række forbedringer. Det omfatter blandt andet bedre beskyttelse af chassis og trin, mere præcis montering af ruderne samt enkelte rettelser af bemalingen og påskrifterne. Vi ønsker at bruge den nødvendige tid på at sikre, at denne model lever op til de højeste kvalitetskrav. Selvom udviklingen begyndte, før Heljan blev en del af Accurascale-familien, er vores mål, at denne model kvalitetsmæssigt kan måle sig med enhver anden model i samlingen – og samtidig giver et indblik i den standard, I kan forvente af vores kommende modeller. Som en del af denne nye satsning kan modellerne også bestilles direkte via vores hjemmeside. Her får nye kunder 10% rabat på første ordre, gratis fragt samt 3 % bonus til et fremtidigt køb gennem vores kundeloyalitetsprogram. Du kan allerede nu forudbestille din FRICHS Firkant hos din lokale forhandler eller direkte via vores hjemmeside –både i 2-skinne DC og 3-skinne AC DCC Fitted. Vi forventer, at produktionen afsluttes inden udgangen af året. Forudbestil din FRICHS Firkant allerede i dag!

Read more

Dansk Nyheds Update

Accurascale Model Railways opkøber Heljan A/S og markerer en ny æra for danske og  kon>nentaleuropæiske H0-modeller

Accurascale Model Railways opkøber Heljan A/S og markerer en ny æra for danske og kon>nentaleuropæiske H0-modeller

Velkommen til en ny æra for Heljan, hvor vi slår os sammen med Accurascale!

Read more